Inden valg af blomster er det en god idé at finde ud af, hvilken stil man drømmer om og er til.
Hvis man er i tvivl, om hvilken stil man ønsker sig til brylluppet, er det en god idé at kigge i blade og søge på nettet.
Finder I her billeder og idéer, I godt kan lide, så tag dem med til blomsterdekoratøren,
som udfra billederne kan vejlede jer om blomstervalg, farver, idéer til udformning af buketter og dekorationer.
Er I til den romantiske rokokostil med tætte dekorationer, eventuelt i hvide, lyserøde eller pastelfarver?
Eller er I mere til det enkle, for eksempel med kun få blomster?
Eller er I måske til det mere anderledes binderi med meget kreative dekorationer og buketter?
Blomsternes farver
Et sødt og romantisk valg til bryllup, som også er meget oppe i tiden, er de lyse farver, hvid, creme, lyse grønne og pasteller.
Selvom dette er trenden, kan man sagtens bruge de stærkere farver, hvis man for eksempel ønsker, at yndlingsfarven skal være en del af brylluppet.
Det er vigtigt, når man vælger farver til brudebuketten, at man koordinere med brudens kjole. Nogle brude vælger kjoler med mønstre eller i stærke farver, i sådanne tilfælde kan det være en god idé at fortælle blomsterdekoratøren om kjolen. Ønsker brudeparret, at det er gommen der skal stå for brudebuketten, at bruden ringer til blomsterdekoratøren og fortæller om sin kjole. På den måde sikres det på bedst mulig måde, at kjolen og buketten komplementerer hinanden. Det gælder egentlig også for knaphulsblomster.
Man kan vælge at lade borddekorationer og brudebuket være i samme stil og farver – på den måde vil der være en kontinuitet mellem brylluppets blomster. Det kan dog også være en spændende idé at lade brudebuketten adskille sig fra borddekorationerne. Buket og borddekorationer kan sagtens være smukke sammen, uden at de er i samme farver eller stil.
Blomster til årstiderne
Forår
Foråret er fuld af mange dejligt blomstrende blomster så som ranunkler, tulipaner, syrener, perlehyacinter, hyacinter, stedmoder, forårsgrene, magnolier og et hav af løgvækster.
Sommer
Om sommeren er det meget nærliggende at lave naturlige og haveinspirerede dekorationer og buketter med korn, kornblomster, valmuer, liljekonvaller, haveroser, pæoner (bonderoser), jordbær, latyrus (ærteblomst), brudeslør og andre typer af havens blomster.
Efterår
Efteråret er fuldt af mange flotte gyldne farver og efterårsblade, som vil vær oplagte at bruge på dette tidspunkt af året. Det er ikke kun farver som orange og gul, men også creme og lyngfarver. Typiske efterårsblomster er vinterastas, lyng, hortensia, georginer, roser, solsikker, cala, forskellige bær (hyben, brombær, rønnebær med flere), grene og blade.
Vinter
Vinteren er en lidt mørk og til tider trist tid, og måske er vi derfor meget til farverige blomster og varme farver. Blomster som passer fint til vinterens dekorationer og buketter kunne være amaryllis, tulipaner, snebær, franske anemoner, juleroser, julestjerne og gran.
Gode råd til borddekorationer
1. Gæsterne skal kunne se hinanden for blomsterne:
Man kan vælge at have lave borddekorationer, som gæsterne kan se hinanden hen over. Vælger man de lave borddekorationer, kan det være en sød idé at bryde bordet, eventuelt med høje lysestager.
Men man kan også vælge høje men luftige og gennemsigtige dekorationer. En høj dekoration kan også sættes på en høj opsats, så den kommer over øjenhøjde.
2. Der skal være plads til service og lysestager på bordene:
Bordets længde og bredde er meget vigtig, idet det er derudfra man skal vælge borddekorationernes størrelse og form.
3. Brudebuketten kan lægges foran brudeparret:
Hvis I vælger at lade brudebuketten ligge foran brudeparret, så kan man undlade at have en borddekoration dér.
Det kan også være en idé at holde borddekorationer og brudebuket i de samme farver.
Læs mere her:
Trackbacks/Pingbacks