Hvis det er vigtigt for jer at få bryllupsfotos, I vil værdsætte, er denne artikel meget vigtig læsning!
Eftersom digitalkameraer i professionel kvalitet er til at få råd til, kan enhver kalde sig professionel fotograf. Det er muligvis overraskende for jer, men der er ingen lovkrav om, at en professionel fotograf har hverken kvalifikationer, uddannelse eller erfaring! Det er superlet at få sig en hjemmeside, nogle visitkort og et imponerende kamera, hvorefter man kan kalde sig bryllupsfotograf, selv om man aldrig har været til bryllup.
For ikke så længe siden diskuterede jeg dette med en gruppe nye kolleger, og nogen af deres udtalelser fik mig til at krumme tæer. Jeg forventer, de virker skræmmende for de fleste vordende brude. Her er et par eksempler:
- ”Hvis en brud hyrer en fotograf, hun sidenhen bliver nødt til at slæbe i retten, fordi billedkvaliteten er utilfredsstillende, er det brudens egen skyld – hun har ikke set sig godt nok for”
- ”Ikke alle brude har råd til en bryllupsfotograf. Jeg gør dem faktisk en tjeneste ved at investere mindst muligt i uddannelse, kvalifikationer og forsikring”
- ”Hvis bare mine billeder er bedre end dem, gæsterne tager, vil bruden være tilfreds”
- ”Brude accepterer, de ikke får billeder af professionel kvalitet af mig – de har bare brug for nogen til at fotografere, fordi de ikke selv kan”
- ”Jeg håber, min chef ikke kalder mig på arbejde på en lørdag, hvor jeg har et bryllup i kalenderen”
Hver af disse kommentarer er kommet fra forskellige personer, som markedsfører sig som professionelle bryllupsfotografer.
Bryllupsfotografi er noget, de fleste mennesker kun køber en gang. Derfor kender de vordende brude sjældent til de mulige faldgruber, og de får ikke stillet de rette spørgsmål, som gør dem i stand til at skelne mellem gode og dårlige bryllupsfotografer. Husk, at der er brådne kar i alle brancher!
Nedenfor er en liste over gode råd og spørgsmål, I skal stille. Den har til hensigt at hjælpe jer med at vælge den rette bryllupsfotograf. Derved undgår I den type, der står bag kommentarerne vist ovenfor.
Bed venner, kolleger og familie om anbefalinger
Hvis fotografen løste opgaven godt for kollegaen, kan han eller hun sandsynligvis også løse jeres opgave.
Hvor mange bryllupper har personen fotograferet alene?
Ønsker I en fotograf, som mangler at øve sig eller en, som kan sit kram?
Hvor længe har han/hun været bryllupsfotograf mod betaling?
En udtalelse som ”Jeg fotograferede mit første bryllup i 2005” kan være vildledende. Det var muligvis den bedste vens bryllup, og han/hun er først begyndt at tjene penge på bryllupsfotografi i sidste måned.
Hvis han/hun ikke har fotograferet mange bryllupper, hvad er så personens oplæring? Har han/hun arbejdet med en anden fotograf som assistent eller ekstrafotograf?
Alle skal starte et sted, og enhver branche behøver nyt blod fra tid til anden. Hvis I har et begrænset budget og ikke har råd til en professionel fotograf, skal I sikre jer, at den nystartede fotograf, I overvejer at hyre, har taget sin uddannelse og oplæring alvorligt.
Er personen et kvalificeret medlem af en professionel organisation som Dansk fotografi?
Branche anerkendte kvalifikationer kan ses som forkortelser efter fotografens navn – f.eks. DF (Dansk fotografi) eller DMJX. At have en fotografisk uddannelse betyder ikke nødvendigvis, personen er den fødte bryllupsfotograf, for bryllupsfotografi er andet og mere end bare at tage billeder.
Har personen de rette forsikringer
Ingen kan garantere, at alt vil gå som ønsket på jeres bryllupsdag. Det er skønt at planlægge optimistisk, men en ansvarlig forretningsdrivende forbereder sig ligeledes på modgang ved at have de rette forsikringer. Ansvarsforsikringen beskytter jer og jeres gæster, hvis en ulykke sker. Professional Indemnity forsikringen udbetales, hvis fotografen ikke leverer som lovet, hvis billeder går tabt, et hukommelseskort er defekt osv. Grundet mangel på professional Indemnity forsikring har adskillige par, som er blevet tilkendt erstatning i retssager, endnu ikke modtaget nogen penge fra deres fotograf.
Find inspiration til dit bryllup
Har han/hun sat sig ind i stedets sikkerhedsbestemmelser?
De fleste steder, hvor bryllupper afholdes, har strenge krav til underleverandører, som opholder sig på deres område. Dette indbefatter ofte PAT-afprøvet udstyr, en udfyldt risikovurdering og at have den rette forsikring, så stedets ejer holdes skadesløs i forhold til den øgede risiko.
Har han/hun reserveudstyr?
Hvis en fotograf kun har et enkelt kamera, hvad sker der så, hvis det strejker under jeres bryllup?
Er fotografering hans/hendes eneste indtægt?
Mange fotografer, som kalder sig ”professionelle”, fotograferer i virkeligheden kun et enkelt bryllup af og til som en ekstra indtægt. Det er ikke ulovligt, men hvor engagerede er de så i at levere en kvalitetsydelse? Hvis fotografi er ens levebrød, er man meget fokuseret på at have tilfredse kunder. Dette er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis bryllupsfotografi er en hobby, og et andet arbejde er ens levebrød.
Er hans/hendes adresse og fastnettelefonnummer at finde på brevpapiret eller hjemmesiden?
Hvis han/hun kun oplyser en postboks eller et mobilnummer, så bed om adressen, før I foretager en reservation. Hvis noget går galt, hvordan kontakter I dem så efter begivenheden? Et mobilnummer uden abonnement kan være svært at spore – selv for politiet.
Er der en udførlig reservationsblanket med klare vilkår og betingelser?
Nogen er tilbageholdende med at underskrive kontrakter, men en skriftlig kontrakt er til gavn for både fotografen og jer. Læs alle vilkår og betingelser, før I skriver under, så I sikrer jer, at kontrakten indeholder alt, hvad I har aftalt.
Har I talt med den person, som kommer til at fotografere jeres bryllupsdag?
Hvis det ikke er tilfældet, skal I bede om et møde med fotografen, hvor I kan se eksempler på hans/hendes tidligere arbejde, før I enten reserverer eller indgår en aftale. I kommer til at tilbringe en stor del af jeres bryllupsdag med jeres fotograf, så det er vigtigt at hyre en person, I kommer godt ud af det med.
Fotograferer i også andet end bryllupper?
Er de fotos, I får fremvist, fotografens originale billeder fra faktiske bryllupper?
- Hvis I ikke får fremvist fotos fra mindst et helt bryllup, så pas på!
- Hvis I får fremvist prøvealbums uden fotos i, så pas på!
- Hvis I får fremvist albumtyper i stedet for faktiske albums, så pas på!
Nogen vælger at møde op til et af mange mulige ”porteføljeopbygningskurser” for nybegyndere. Mod betaling arrangerer professionelle fotografer en række opstillinger med modeller klædt på til bryllup, som man kan tage billeder af uden faktisk at være til bryllup. Et kendetegn på dette fænomen er, at der kun er billeder af bruden og gommen. Nogen assisterer professionelle fotografer og tager billeder til deres bryllupper, mens andre bare fotograferer et bryllup i familien. Et kendetegn for disse fænomener er, at motiverne aldrig ser ind i kameraet.
Bed om at se billeder fra et helt bryllup – og helst fra mere end ét bryllup
Fotografer viser jer deres bedste billeder. Hvis de kun viser jer eksempler/uddrag bestående af et eller to fotos fra mange forskellige bryllupper, skal I være på vagt! En god fotograf har masser af billeder fra et enkelt bryllup. Ved kun at vise et par billeder fra hvert bryllup indikerer de, at det kun blev til to rimeligt fornuftige billeder på en hel dag.
Nogen fotografer fortæller jer, at de kun arbejder med det tilgængelige/naturlige lys, fordi blitz eller supplerende lyskilder vil ødelægge stemningen til jeres bryllup
Det er meget sandsynligt, at sådanne fotografer ikke har erfaring med at inddrage andre lyskilder. Det, de faktisk fortæller jer, er, at de har en begrænset kunnen. Hvis ikke lyset på jeres bryllupsdag er perfekt, ved de ikke, hvad de skal stille op.
Mange fotografer markedsfører sig som fotoreportere eller som ”fluer på væggen”, dvs. ubemærkede fotografer
Nogen fotografer er fremragende inden for denne disciplin, fordi de er rutinerede og har arbejdet som freelance fotojournalister eller for aviser, mens andre bare er naturtalenter. I skal forvente en høj pris for en god fotojournalist, fordi der er stor efterspørgsel efter dem. Andre fotografer er kun ”spontanklikkere” og fotograferer således, fordi de ikke har sans for, hvad der giver et godt billede. I risikerer at få en samling tilfældige billeder, som ikke har bedre kvalitet end dem, jeres gæster har taget.
I får, hvad I betaler for
Det er helt naturligt at ønske en god handel og at spare penge, men en lav startpris er næsten altid et tegn på dårlig kvalitet. Ofte er der skjulte gebyrer. Hvis man har købt billige sko, og sålen falder af første gang, man har dem på, kan man returnere skoene. Køber man en billig diamantring, som viser sig at være falsk, kan man returnere den. Tilkalder man en billig blikkenslager, som oversvømmer ens hus, kan huset sættes i stand igen. I alle disse tilfælde kan fejlen gøres god igen.
Jeres bryllupsdag er derimod en enestående begivenhed, hvor fotografen kun har én chance for at gøre et ordentligt stykke arbejde. I vender ikke tilbage i næste uge og gør det igen – selv om I vælger at gøre dette, vil I vide, at billederne ikke stammer fra jeres bryllupsdag. De er i stedet fra den dag, I iscenesatte for at råde bod på, at jeres bryllupsfotos blev mislykket af en, som påstod, han var bryllupsfotograf, men som viste sig overhovedet ikke at være det. I skal endelig eftersøge en god handel, men I skal ikke beslutte jer udelukkende på baggrund af prisen.
At betro et familiemedlem at fotografere jeres bryllup
I langt de fleste tilfælde vil en ven eller slægtning med et godt kamera sige ja til at fotografere jeres bryllup, hvis I spørger i et forsøg på at spare penge – hvis noget går galt, har I dog intet at falde tilbage på. Fotografen skal nødvendigvis være professionel og ikke være for tæt knyttet til jer, for at I får de bedste billeder. En professionel bryllups fotograf får det til at se let ud, fordi han/hun er professionel og har en stor erfaring at trække på.
Hvad gør de, hvis de ikke kan være til stede ved jeres bryllup?
De kan sagtens sige, de hidtil aldrig har gået glip af et bryllup, men alt kan ske. Ulykker indtræffer som oftest, når man mindst venter det. Ansvarlige fotografer har sædvanligvis forbindelser til andre fotografer, så de kan dække for hinanden, hvis uheldet skulle være ude. Efterspørg en navngiven fotograf, som fotograferer med samme stil og som vil kunne træde til hvis aktuelt.
Viser de jer udelukkende ubearbejdede billeder direkte fra kameraet?
I så tilfælde er det tvivlsomt, de formår at billedbehandle. Det kan ligeledes indikere, de ikke har nogen aftaler med de professionelles leverandører.
Stol ikke på, at Photoshop klarer alt
At redigere billeder er en kunnen, man lærer over mange år. Der er ingen hurtige løsninger. Nystartede fotografer har endnu ikke indset dette. Ofte skal billederne skabes med billedbehandling eller Photoshop i tankerne.
En sidste tanke
Jeres fotograf har fået den opgave at forevige jeres bryllupsdag. Fotografen skaber det eneste fysiske minde, som forbliver, når hvedebrødsdagene er ovre. Fotografen skal samarbejde med præsten/giftefogeden, med personalet til bryllupsfesten, med jeres evt. bryllupsplanlægger, med chaufføren, med DJ´en/bandet, med toastmasteren og med alle jeres gæster. I kommer til at tilbringe en stor del af dagen med jeres fotograf. Han/hun vil observere jer hele dagen med den hensigt at forevige de særlige øjeblikke, som giver skønne billeder.
Det betyder, at jeres fotograf er en vigtig leverandør. For at få mest muligt ud af jeres investering, skal I samarbejde med fotografen før, under og efter jeres bryllup. Sørg derfor for at hyre en, I kommer godt overens med – en som kan fungere inden for jeres rammer.
Tusind tak til Wedding Company for inspiration til denne artikel
Held og lykke med jeres bryllupsdag og med jeres fælles fremtid .
Trackbacks/Pingbacks