Bryllup på Hotel Osted i Lejre
Vi havde valgt ikke at sove sammen natten inden brylluppet, så jeg sov hos mine forældre og min mand i vores lejlighed. Jeg stod op gik i bad, mine forældre havde allerede været oppe og pynte kirken. Så pakkede jeg de ting vi skulle have med på kroen, hvor vi skulle overnatte, så min far kunne køre ned og afleverer det og hente vores værelsesnøgle.
Ved middagstid kom min frisør, som skulle ordne hår og make-up på både mig og min mor. Det var lækkert ikke at skulle farer rundt til frisør etc. og hun er utrolig sød og dygtig. Efter et par timer var det ved at være tid for mig at komme i tøjet, min tilkomne kom forbi for at hente min mor og aflevere brudebuket til mig og brystbuket til min far – han fik dog ikke lov at se mig.
Kort tid efter jeg var var kommet i brudekjolen, ankom vores bryllupstransport, en gammel Ford A, og i den blev min far og jeg så kørt til kirke. Da vi kom derop mødte vi bryllupsfotografen, som lige skulle have lidt billeder inden vi gik ind. Kl. præcis hel, gik døren til kirkerummet op og jeg og min far og gik ind i kirken, og det var et virkeligt stort øjeblik.
Hotel Osted
Vi var fra starten enige om at vi ville holde brylluppet ude, så vi ikke selv skulle stå for borddækning, oprydning mv. Vi ville gerne være i stand til at nyde festen i fulde drag og vide at der var andre der sørgede for det hele. Vi bestilte brochurematerialer fra mange kroer, hoteller, godser m.v. og sammenlignede menuer, priser, billeder af lokaler osv. Hotel Osted sendte en meget flot og overbevisende brochure og efter at have været ude og set stedet “live” besluttede vi os for at det skulle være der. Vi kan kun anbefale andre at holde fest på Osted kro, de har et meget stor menukort, maden er veltillavet, vinene af god kvalitet, og der er rigeligt af begge dele det. Servicen er uhyre gennemført og professionel.
Skovlunde kirke vielse
Kirken var faktisk det første vi planlagde. Vi hører til Skovlunde kirke, men var enige om at den var for moderne til os, og vores forestilling om et romantisk kirkebryllup. Præsten som forestod vielsen holdte en utrolig god og mindeværdig tale for os over en gammel historie, hun kom ind på nogle ting om livet og ægteskab i særdeleshed som vi forhåbentlig kan holde i erindring resten af livet.
Vi skulle synge fire salmer i kirken og vi havde valgt:
- Den yndigste rose er funden
- Kærlighed er lysets kilde
- I blev skabt som mand og kvinde
- Det er så yndigt at følges ad
Vielsen gik rigtig fint
Vielsen gik rigtig godt og præsten hold en rigtig god tale for os som vi vil huske mange år frem i tiden. Udenfor kirken var der en del riskastning. Bagefter, da vi havde fået rystet de værste ris ud af hår og buket, fik vi taget flere billeder ved kirken, men så kørte vi på atelier fordi vejret var for mørkt og koldt til at være ude, som vi ellers have håbet. Imens vi var hos fotograf var gæsterne taget tilbage til mine forældres gård, hvor der blev holdt en lille reception. Da vi var færdige hos fotografen blev vi kørt en lille tur i veteranbilen inden vi satte kurs mod kroen, hvor gæsterne i mellemtiden var kørt hen.
Vi havde en fantastisk vellykket fest på Hotel Osted. Vi gik til bords kl. ca. 18.00, både mad og vin var rigtig lækkert og der var rigeligt af det. Der blev holdt taler og der var mange sange, og musikeren spillede god og dæmpet musik. Gommen og jeg var oppe på stolene og kysse en del gange og jeg måtte da også vise strømpebåndet en enkelt gang, da min mand gik på toilettet blev jeg kysset af alle mændene og da jeg havde været på toilettet kom jeg tilbage til en meget læbestiftsindsmurt gom.
Receptionen
Det var ikke en rigtig reception vi holdt, det varede kun ca. 1 time, og var mest for at underholde gæsterne inden de skulle til festen. Vi deltog ikke selv, da vi var hos fotograf i samme tidsrum. Vi holdt receptionen hos mine forældre. Der blev serveret tunmousse på agurkeskiver, butterdejssnitter med brie og pære, mini-pølsehorn, amarettikager og vindruer, dertil var der mousserende vin og sodavand. Vi havde lavet snitter og horn god tid i forvejen og lagt i fryseren. Kagerne havde vi bagt torsdagen inden brylluppet og tunmoussen havde vi lavet klar om fredagen. Lørdag, mens vi var i kirke, havde vi så en til at hjælpe os med at lune horn og snitter, smøre tunmoussen på agurk og anrette det hele på fade.
Vi havde valgt ikke at have nogen gæstebog – i stedet havde vi fået min onkel som er pottemager til at skaffe en flot vase, som han havde stillet ned til receptionen så alle gæsterne kunne skrive/ridse deres navn i den inden den blev brændt og glaseret. Det var en stor succes, folk synes det var en sjovt og god ide, og det virkede som en god måde at beskæftige gæsterne lidt.
Hjemmebagt bryllupskage
Så blev der serveret kaffe og min hjemmebagte bryllupskage kom frem, som vi så skar for. Mens gæsterne nød kaffen og kagen pakkede vi alle gaverne op. Så spillede musikeren op til dans, vi lagde ud med brudevalsen, det gik rigtig godt, vi havde øvet lidt derhjemme og taget en enkelt dansetime sammen med et andet par tirsdagen inden. Så blev min mand løfte op og der blev klippet sokker, han havde købt nogle med stiplede linier til lejligheden. Mit slør blev revet i stykker og jeg tog så resten af, det var faktisk dejligt at slippe for det.
Så var der ellers dans og bar til vi følte alle var ved at være trætte, bryllupsfotografen stoppede efter brudevalsen. Ved 02 tiden spiste vi natmaden og derefter forsøgte min mand og jeg at stikke af, ud til den taxa der holdt og ventede på os. Det øsede ned på det tidspunkt men gæsterne løb alligevel udenfor og kastede ris, bl.a. fik vi en del ris med i taxaen, men chaufføren var heldigvis storsindet.
En skøn dag og morgen
Vi blev kørt til en lille, hvor et hyggeligt værelse ventede på os, jeg klædte mig af i brudekabinen, da jeg havde godt et kilo ris i min kjole og corsage. Om morgnen havde min far arrangeret at vi fik morgenbakken bragt op på værelset, det var utrolig hyggeligt at spise morgenmad alene på værelset og der var alt hvad hjertet kunne begære på bakken – yoghurt, æg, 3 slags brød, ost, marmelade, 2 slags pølse, juice, mælk og kaffe. Op ad formiddagen hentede min far os, vi skulle tilbage til Osted Kro og hente vores gaver. Alt i alt havde vi en skøn dag som vi vil mindes rigtig mange år frem i tiden. Vi tog ikke på bryllupsrejse lige bagefter brylluppet men ventede.
Min brudekjole
Selv havde jeg en cremefarvet brudekjole, den sad til foroven og havde brede stropper der sad lidt ud på skuldrene. overdelen var glat med broderi på stoffet og blonder i kanterne. Kjolen var skåret i livet og underdelen var med stor vidde og flot effekt bagpå. Sløret var også cremefarvet, det gik mig ca. til fingerspidserne og var et enkelt lag kantet med blonde der matchede blonde besætningen på kjolen. Mine sko og taske var også i cremefarvet satin. Af undertøj havde jeg valgt et cremefarvet corsage med strømpeholdere, det vil jeg dog ikke anbefale andre, corsagen er i sig selv rigtig god, men strømpeholderne hiver ned i det så det ikke sidder ordentligt, det var en af de meget få ting jeg ville ændre på ved mit bryllup, hvis jeg skulle gøre det om.
Min brudebuket
Brudebuketten var rundbunden og havde nærmest kuppelform. Den var holdt i farverne sart lyserød og creme-hvid, og lidt bordeaux til at bryde. Blomsterne var primært roser iblandet lidt brudeslør, ærteblomster, calaer m.v. Buketten var omviklet med cremefarvede perler trukket på guldwire. Jeg synes buketten var utrolig smuk, det var simpelthen min drømmebuket. Jeg havde inden brylluppet besluttet at den ikke skulle tørres eller på anden måde præserveres. Men da brylluppet var overstået var det alligevel lidt svært at skille sig af med den.
Vores bryllupskage
Oprindelig var det meningen at vi bare skulle bestille en kage, men er at have været til “bryllupskage-smagning” på et populært konditori, hvor vi ikke kunne lide nogle af kagerne, besluttede jeg at det måtte man selv kunne gøre bedre!! Så efter adskillige tips, ideer og forslag fra pigerne på bryllupsmagi.dk‘s hjemmeside gik jeg selv i gang med at eksperimentere med forskellige kombinationer. Hvert lag består af tre mandelbunde, hvorimellem der er lagt et lag solbærmousse og et lag chokolademousse. Da dette var lagt sammen blev kagen smurt med et tyndt lag smørcreme og derefter overtrukket med marcipan og pyntet med glasur, marcipanroser, guldstøv og topfigur.
Vores indbydelser og diverse
Vi havde selv lavet invitationer, bordkort, menukort, salmehæfter og takkekort. Alt blev lavet i cremehvidt “Canson” karton og lyserødt kalke-papir, klippet med en mønstersaks og pålimet cremefarvede satinhjerter. Alt print lavede vi på vores ink-jet printer med bordeaux skrift. Kuverterne var cremefarvede af mærket Wingesø, de var lukkede med et laksegl i “guld”, med to hjerter der hænger sammen.
Vi havde lavet velkommen- og velbekomme sang som små sangruller med en “guld”ring om. Vi havde også selv lavet risposer til bordet, de var syet som små sække i lyserød silkechiffon, og bundet foroven med cremefarvet satinbånd, på forsiden var der på-limet to cremefarvede satinhjerter. Med hensyn til risposer skal man være opmærksom på at nogle typer ris “støver” mere end andre, hvilket kan give hvide pletter på mørk tøj – især i fugtigt vejr. De mindst støvende ris er paraboiled, men vil man være ekstra sikker, kan man vaske og tørre risene inden man bruger dem.
Det tager lidt tid at lave det hele selv, men har man tiden kan det også være meget hyggeligt at lave det sammen og der er mange penge at spare.
Læs også:
Trackbacks/Pingbacks