Disse råd fra eksperter vil hjælpe dig med at finde ”Den eneste ene” til din store dag
Hvad enten du har drømt om din brudekjole, siden du var 5, og ved akkurat, hvad du vil have inklusiv hver eneste paillet, eller du aldrig har skænket det en tanke, indtil din kommende ægtefælles mor var efter dig: ”Du har stadig ikke fået fat i en kjole”, så er du dækket ind her i forhold til at vælge en brudekjole.
Det kan være stressende at finde sin drømmekjole. Du har trods alt næppe prøvet en før, og for mange kvinder er det den dyreste kjole, de kommer til at eje, så det kan føles som en presset situation at være på brudekjoleindkøb. Derudover er din kjole toneangivende for brylluppet som sådan, hvad enten det er en stor begivenhed i en festsal eller et afslappet strandarrangement. Det kan også føles, som om der er et helt nyt sprog at forstå – tyl, A-linje, vidde forneden, organza, hylster/tætsiddende osv. Ovenikøbet forekommer det hyppigere end nogensinde, at brude har flere kjoler – en formel en til vielsen og en festlig (danseegnet og vildere) til bryllupsfesten – det kan gøre kjolekøbet endnu mere stressende.
Her er nogle af de mere kendte brudekjoledesignere i Danmark:
- https://www.lilly.dk/brudekjoler
- https://www.cph-brudekjoler.dk
- https://www.panayotis.dk/brudekjoler/
- https://www.askepot-valentino.dk
- https://www.kennedys.dk
- https://nicolai-brudekjoler.dk/brudekjoler/
- https://nicolai-brudekjoler.dk/brudekjoler/
- https://www.kroyersbrudekjoler.dk
- https://karimdesign.dk/brudekjoler/
Eftersom alles øjne vil hvile på dig, for ikke at tale om de fotos, du kommer til at beholde for evigt, ønsker du selvsagt at se perfekt ud på din store dag. Men hvad er perfekt for dig? For nogen brude er drømmekjolen en balkjole med et royalt snit egnet til en prinsesse. For andre er det enten en sexet, tætsiddende kjole, som fremhæver ens kurver på smukkeste vis, eller et look som gør det muligt at give den gas på dansegulvet.
Antallet af valgmuligheder kan virke overvældende. Uanset dit budget, din personlige stil og tidsramme vil disse råd til valg af brudekjole uden tvivl hjælpe dig til at finde din drømmekjole – den du vil elske i dag, på din store dag og om 30 år, når du kigger tilbage på dine bryllupsfotos.
Vær omhyggelig med at indkredse, hvad du kan lide
Riv sider ud af blade, klik rundt i online butikker med brudekjoler, udforsk Pinterest og studér hvad kendisbrudene har på for at samle et visuelt indtryk af dine favoritkjoler. Forsøg derefter at finde et fælles tema/en rød tråd – er de alle meget pyntede, fulde af blonder eller omfangsrige? Er de alle åbne i ryggen? Find et par fællestræk i de stilarter, du kan lide, og tag disse ideer med til din første aftale.
Vær åben
Brudekjoleekspedienter har erfaring med, at de konstant ser kvinder komme med en bestemt idé til deres kjole, prøver den og egentlig ikke er særlig vild med den – i stedet falder de for noget helt andet, de overhovedet ikke havde overvejet. Bevar et åbent sind, mens du er på brudekjoleindkøb. Det er muligt, du ikke på forhånd ved, hvordan din drømmekjole ser ud.
Fat mod når størrelsen skal fastlægges
Brudekjolens størrelse vil oftest være en eller to størrelser større end det tøj, du plejer at gå i. Selv om en større størrelse lyder skræmmende, skal du huske, at kun du og ekspedienten vil kende det faktiske tal.
Køb din reelle størrelse
Selv om du skulle have planer om at tabe dig før den store dag, skal du lede efter kjoler i din nuværende størrelse i stedet for at vælge mindre størrelser. Det er meget nemmere at sy en kjole ind end at forsøge at tilpasse en, som er alt for tætsiddende.
Vær ude i god tid
Mange kjoler har en leveringstid på fire til otte måneder, og efter den ankommer, skal du afsætte tid til tilpasning og køb af tilbehør.
Men ikke i for god tid
Hvis forlovelsestiden er lang, og du fra starten går på kjolekøb, risikerer du at købe en kjole, som ikke længere er moderne, når bryllupsdatoen er nået. Du risikerer også at finde en kjole, du hellere vil have, når datoen nærmer sig.
lav et budget
Ja, det er ubehageligt at sætte tal på, men det vil skåne dig for smerte/hjertesorg sidenhen. Før din første aftale skal du finde ud af, hvem der betaler kjolen (din familie, din partner, dig selv?).
Hvis andre betaler, skal du bede om deres beløbsgrænse, så du enten kan overholde dette budget eller betale prisforskellen for at få den kjole, du vil have.
Fastlæg brylluppets tema på forhånd
Før du går på kjolekøb, skal du beslutte, om du ønsker et afslappet, havefestagtigt bryllup eller en formel, romantisk begivenhed. Læg dig stedet og temaet på sinde, mens du søger efter kjoler, så du undgår, at din kjole er i uoverensstemmelse med dit bryllups stil.
Gør plads til uforudsete udgifter i budgettet
Måske har du sat loftet for udgiften til bryllupsmode på kr. 15.000 – det betyder, kjolen skal koste noget mindre end kr. 15.000. Dette skyldes, at du skal iberegne tilpasning, tilbehør (sløret, smykker og sko) samt rensning af kjolen efter brylluppet, hvis du ønsker at beholde den.
Find en skøn brudekjolebutik
Gør dit hjemmearbejde, før du begynder at lave aftaler. Derved undgår du at spilde tid på en butik, som enten ikke har kjoler, der falder i din smag, eller som yder en utilfredsstillende kundeservice. Få gifte venner til at anbefale butikker og gennemgå online omtaler for at finde butikker med et godt ry.
Ring på forhånd
Spild ikke din tid på at kigge i en butik, som hverken har den stil, den designer eller det prisleje, du havde tænkt dig. Ring til butikken på forhånd og få et indblik i dens sortiment, før du besøger den.
Lav en aftale
I de færreste brudekjolebutikker hænger kjolerne fremme, så du nemt kan gennemgå dem alle på egen hånd lige som i gængse modebutikker. Derfor er det nødvendigt at lave en aftale for at sikre, der står en ekspedient klar i butikken til at hjælpe dig med at udvælge kjolerne og prøve dem.
Start i den billige ende
Lav din første aftale i den mindst dyre/billigste brudekjolebutik og opjustér bagefter, hvis du ikke finder noget der. Det samme gælder de kjoler, du prøver til dine aftaler – prøv først den, du bedst har råd til, og arbejd dig derefter op imod den økonomiske smertegrænse. Der er en chance for, du er solgt, før du når dertil.
Beskriv din drømmekjole med tre tillægsord
Hvad enten du ønsker at føle dig klassisk, retro og behageligt til mode, eller du vil se romantisk, fortryllende og smuk ud, skal du have en idé om, hvordan du vil se ud på den store dag, før du går på kjolekøb. Udvælgelsen af kjolen vil højst sandsynligt være simplere/nemmere, hvis du vælger tre ord til at beskrive din forventning.
Gå på kjolekøb på en hverdag
Brudekjolebutikker er fyldt til randen i weekenden, hvorfor du risikerer at få mindre opmærksomhed fra betjeningen, og den kjole, du har kig på, bliver måske prøvet af en anden kvinde. Det er værd at tage fri fra arbejde for at kunne lægge din aftale på en hverdag.
Sæt hele dagen af til kjolekøb
Det tager overraskende lang tid at få en brudekjole på og tage den af igen – for slet ikke at tale om tre eller fire kjoler. Samtidig er dette en beslutning, du ikke skal tage forhastet. Undgå at lave en brunchaftale efter din kjoleaftale eller at klemme kjoleaftalen ind mellem andre ærinder. Der skal være nogen timers luft omkring kjoleaftalen, for det giver dig tid til at se dig om og prøve kjoler.
Vær velovervejet, når du sætter dit hold
Ja, du elsker din mor, din søster, din svigerinde, din veninde og seks af brudepigerne – men har du nogensinde prøvet at få en forsamling til at enes om at vælge en restaurant, har du en fornemmelse af, hvor svært det vil blive at enes om en kjole. Dit hold skal bestå af de to eller tre mennesker, hvis mening betyder mest for dig.
Vær iført det rette undertøj
Det kan være svært at få et retvisende indtryk af en stropløs kjole, hvis dine leopardplettede BH-stropper stikker ud af den. Eller at forestille sig en tætsiddende kjole, du skal bruge shapewear under. Til dine aftaler skal derfor du være iført hudfarvede g-strengstrusser, en stropløs BH og medbringe evt. shapewear.
Vælg dit snit
Faconen på din ideelle kjole er baseret dels på din yndlingsstil, på stedet, stemningen ved dit bryllup og dels på, hvad der klæder din krop. Vidde forneden er på samme tid både tidssvarende og traditionelt, og det klæder mange typer kroppe. Derimod er et simpelt hylster bedst til høje, slanke brude. En omfangsrig balkjole er dramatisk men kan være for voldsom for en lille skikkelse. Havfruestil viser dine former lige som din yndlingsnederdel.
Husk evt. rejseplaner
Hvis du skal flyve til stedet, hvor dit bryllup afholdes, skal du sætte dig ind i flyselskabets regler på forhånd. Det ville være ærgerligt at falde for en stor balkjole for derefter at finde ud af, at det ikke er muligt at have den med i bagagen.
Overvej utraditionelle længder
Utraditionelle længder vil næppe være egnede til et formelt bryllup, men til et mere afslappet, rustikt eller strandagtigt bryllup kan utraditionelle kjolelængder på en sjov måde vise din personlighed på din store dag.
Vær opmærksom på stoffet
Foruden silhuet, farve og udsmykning/pynt, har stoffet en stor betydning for, hvordan kjolen vil se ud på dig. Et tungere materiale med meget struktur holder faconen og udglatter din figur. Silke med mindre struktur eller tyndt chiffon er mindre klædeligt for brude med former.
Mød op til din aftale i højhælede sko
Nogen brudekjolebutikker har højhælede sko, man kan låne, men det er lidt klamt, og en kjole præsenterer sig helt forskelligt afhængigt af, om du står i klipklapper eller stiletter. Vær forberedt ved at medbringe hæle med den højde, du forventer at have på til din store dag, så kan du bedre få en idé om, hvordan kjolen vil se ud.
Medbring kjolefotos til inspiration
Mød op med en fotokollage indeholdende de brudekjoler, du bedst kan lide. Det betyder mindre, om det er print af drømmekjoler fra din hemmelige Pinterestsamling, om du har haft dem siden gymnasiet, eller det er udklip fra blade.
Medbring stemningsskabende fotos
Ud over kjolebilleder fra blade og Pinterest skal du medbringe fotos af stederne, hvor vielsen og festen skal holdes, til din aftale. Din ekspedient vil nemmere kunne foreslå egnede kjoler efter at have set stedernes stemning.
Stol på ekspedientens råd om, at en kjole ser bedre ud, når man har den på
Anne Chertoff, som er brudekjoleekspert på You & Me TV, udtaler ”Hvis din ekspedient lover, at kjolen præsenterer sig bedre, når man har den på, end den gør på bøjlen, skal du være åben over for det. Til forskel fra almindelige tøjkøb kan man ikke forestille sig, hvordan en brudekjole ser ud, før man prøver den”
Spar penge ved at tage på lagersalg
Du kan ofte spare 10% på kjolen på den måde, og du kan møde designeren. Terry Hall, som er modedirektør hos Kleinfeld brudekjoler i New York, udtaler ”det er muligt, designeren sænker prisen eller undlader at tage betaling for visse tilpasninger som at hæve eller sænke udskæringen, øge længden, ændre farven eller sætte stropper på”.
Køb kollektionsprøver
Mark Ingram, direktør for Mark Ingram Atelier i New York udtaler ”Brudekjolebutikker holder ofte udsalg for at komme af med kjoler fra tidligere kollektioner, derved kan du finde designerkjoler med 25 – 50% rabat. Ulempen ved dette er, at disse udsalg som oftest byder på kollektionsprøver, som er kjolestørrelse 38 – 40 svarende til tøjstørrelse 36 – 38. ”
Prøv ikke kjoler, som overskrider dit budget
Hvis du ikke har råd til den, er der ingen grund til at prøve den – det er bare selvpineri og risikerer at skabe forventninger til kjolen, som ikke vil blive indfriet af de kjoler, du har råd til.
Ring på forhånd, hvis du har brug for store størrelser
Der findes ikke noget værre end at ankomme til brudekjolebutikken og finde ud af, at de største kjoler, de har på lager, er størrelse 40, hvorved du ikke kan prøve nogen af dem. (Desværre er dette tilfældet i mange butikker, selv om de sælger kjoler op til størrelse 56.) Ring på forhånd for at sikre dig, din udvalgte butik har store størrelser i den stil og skabt af den designer, du ønsker. Har de ikke det, kan de forhåbentlig nå at bestille nogen hjem før din aftale.
Vær forberedt på at prøve en masse kjoler
Uheldigvis er den første brudekjole, du prøver, næppe den rette – med mindre du er virkelig heldig. Bliv ikke frustreret, hvis du har prøvet den ene kjole efter den anden til ingen nytte. Vær tålmodig og positivt indstillet, indtil du er sikker på, du har prøvet den perfekte kjole. Måske er du først 100% sikker efter adskillige kjoleindkøbsture.
Men begræns dig
Sørg for at holde dig til nogle få kjoler per aftale eller indkøbstur. Det ER muligt at prøve for mange brudekjoler og blive overvældet af de mange muligheder. Når du dertil, skal du tage en indkøbspause og sove på det, så du overvejer de mulige favoritter.
Læg dig fast på, om du er traditionel eller moderigtig
Måske er du den type, som ønsker et klassisk og tidløst look på din bryllupsdag (overvej blonder). Måske er du moderigtig og elsker at være med på det sidste nye. Er det tilfældet, skal du prøve nogen af de største trends for brude – slag/stolaer, ”løse” ærmer/åbne skuldre og korte sømme.
Brug for en dygtig bryllupsfotograf?
Lad dig inspirere af de kendtes stil
Selv om du ikke har et ubegrænset budget som en stor stjerne, kan du alligevel lade dig inspirere og få hjælp til at illustrere hvilke stilarter, du ønsker at se i din kjole. Det kunne være den moderigtige stola/kappe på Serena Williams´ kjole eller Pippa Middletons kjoles klassiske blondesnit.
Hold fast i din smag
For nogen føjelige brude er det let at give sig og vælge den kjole ens mor, søster eller brudepige er vild med, man har på. Det er dog altafgørende, at du vælger din drømmekjole efter din egen smag, ligegyldigt hvad de andre forventer.
Prøv en kjole, som ikke er hvid
Det kan være en let tone af æggeskal eller elfenben, romantisk rødmen eller klar rød. Det er ikke nødvendigvis rigtigt for dig, men en undersøgelse har vist, at 14% af alle brude kunne finde på at vælge en farvet brudekjole. Vær ikke bange for at skille dig ud/være unik.
Vælg butikker, som ligger inden for rammerne af dit budget
Ingram udtaler ”Du vil mærke, at du har et større udvalg, hvis du vælger en butik med masser af muligheder inden for dit budget. Hvis du i stedet vælger en butik, hvor de fleste af kjolerne er uden for din økonomiske formåen, vil du føle dig begrænset til kun at kigge på få kjoler.”
Vær 100% sikker, før du siger ja
Hall udtaler ”Alle brude skal VIDE, det er deres kjole, før de siger ja. Hvis jeg fornemmer, en brud er usikker, beder jeg hende sove på det”.
Få taget billeder fra diverse vinkler
Få en ven eller et familiemedlem til at tage billeder eller videoer af dig, mens du prøver kjoler. Derved har du det mest retvisende indtryk af, hvordan du vil se ud i din brudekjole på den store dag. Sørg for, at de filmer/fotograferer fra alle tænkelige vinkler for hver eneste kjole, du overvejer. Dvs. både bagfra, fra siden og husk billeder af din overkrop, hvor du sidder ned med kjolen på.
Vær opmærksom på, at spejle kan være vildledende
Hvert spejl viser dig på sin egen måde. Derfor er det vigtigt, du sætter din lid til fotos og videoer som det mest retvisende smugkig af, hvordan du vil se ud i din brudekjole.
Overvej, hvordan kjolen får dig til at føle dig til mode
Den kjole, som får dig til at FØLE dig smukkest, bør være den kjole, du vælger. Selv om en kjole opfylder alle dine kriterier, skal du også tage din mavefornemmelse i betragtning. Det vil hjælpe dig til at vælge mellem kjolerne og give dig den fortryllende følelse af, at du endelig har fundet ”den eneste ene”.
Rådfør dig med ligesindede
Hvis du skal vælge mellem to kjoler eller stadig er i tvivl, om du har fundet din drømmebrudekjole, så tag et billede og del det på vores ”Brud til Brud” Facebookgruppe. Intet vil hjælpe dig i din kjolebeslutning som de upartiske/uforbeholdne tilbagemeldinger fra andre brude.
Tænk over, hvad dit yndlingstøj er
Overvej, hvilket stykke yndlingstøj, du føler dig mest sikker eller smuk i. Hvorfor er netop dette stykke tøj så skønt? Er det pasformen, stoffet, udskæringen eller snittet? Uanset hvad det er, så tag de bedste elementer fra din garderobe og din daglige stil og få disse elementer flettet ind i dit kjolekøb.
Gå din vej, hvis du føler dig presset
En ekspedient skal ikke presse dig til at tage en beslutning på stedet, hvis du ikke er sikker. En brudekjole er et meget følsomt køb og danner grundlaget for et livslangt minde. Hvis du har brug for mere tid til at beslutte dig, så tag dig tid – uden at føle skyld.
Få en fagperson til at tage dine mål
Få en skrædder til at tage dine mål, selv om du bestiller kjolen online. Det er ikke en gør-det-selv opgave, for er målebåndet forskudt bare en tomme i forhold til standard målemetoden, vil det påvirke resultatet.
Bestil hellere for stort end for småt
De fleste kjoler kan syes en størrelse eller to ind og – afhængigt af sømmen – en størrelse ud. Det er derfor bedre at bestille for stort og få kjolen syet ind end at stå tilbage med en lynlås, der ikke kan lukkes.
Sørg for, du kan bevæge dig
Ingen brudekjole er lige så behagelig som dit nattøj, men du skal undgå at trække op i den eller føle dig begrænset af den hele aftenen og natten. Derfor skal du gøre nogen bevægelser i prøverummet. Hvis du planlægger et kirkebryllup, hvor du får brug for at kunne knæle eller sidde under vielsen, så prøv det med kjolen på. Hvis du planlægger at give den gas på dansegulvet, så prøv det af for at være sikker på, du kan bevæge dig, som du vil.
Mød op med et bryllupslignende look
Hvis du går på kjolekøb med filtret hår og uden makeup, vil du selvsagt ikke føle dig smukkest muligt, mens du prøver brudekjoler. For at få den fulde effekt skal du efterligne dit ideelle bryllupslook så godt som muligt. Du behøver ikke gennemføre det, men tag lidt makeup på, sæt håret op eller lad det hænge – afhængigt af hvordan du planlægger, det skal være på den store dag.
Vær sikker på, du elsker kjolen, før du køber den
Hvis du fortryder dit kjolekøb efter at have afgivet bestillingen, vil du højst sandsynligt miste alt, hvad du har betalt, hvad enten det er et depositum eller det fulde beløb.
Det er dog ikke noget krav, at du bliver rørt til tårer
Hvis du ikke er en følsom person, eller hvis du hovedsageligt ser kjolen som et udtryk for din personlige stil, bliver du ikke nødvendigvis rørt til tårer i prøverummet. Det behøver dog ikke betyde, du ikke har fundet den rette kjole. Ikke alle brude kniber en tåre, når de finder ”den eneste ene”.
Lad skrædderen sætte dit personlige præg på din kjole
”Couture” eller ”skræddersyede” kjoler er dyrere, fordi de er skabt netop til dig. Det er klart billigere at købe stangtøj og derefter betale en god skrædder for at få kjolen tilpasset perfekt til din krop.
Lav aftalen i god tid, hvis du foretrækker en bestemt brudekjolebutik
Hvis du har set en brudekjolebutik i fjernsynet (som Kleinfeld eller Lori kjoler), har en masse andre brude ligeledes set den. Derfor skal du lave din aftale i rigtig god tid – især hvis det skal være en weekendaftale. De væsentligste fordele ved disse butikker er, at de har ekspedienter med stor viden og et righoldigt sortiment af kjoler fra i hundredevis af designere.
Prøv en lokal brudekjolebutik
Disse kan tilbyde trygge omgivelser, hvilket fremmer den personlige betjening. Til gengæld kan der være færre kjoler at prøve sammenlignet med kæmpebutikkerne. Fordelen er, at de kender området, så de kan rådgive om, hvad andre lokale brude har valgt. Derudover kender de sandsynligvis stedet, brylluppet skal afholdes, hvorved de har en bedre fornemmelse af jeres bryllups stil.
Eller prøv en kæmpestor brudekjolebutik
Kæder som Davids brudekjoler har kjoler i mange forskellige prisniveauer. Det vil sige, du kan være heldig at finde en kjole til så lidt som kr. 2000. Desuden kan du som regel komme til at prøve kjoler i din størrelse, hvilket er en fordel for alle de brude, som er enten større eller mindre end kollektionsprøvernes sædvanlige størrelse (38 – 40).
Køb vintage
Vintagekjoler har muligvis et dårligt ry, fordi de har været brugt før. Det er dog din chance for at mindske udgifterne drastisk og samtidig finde en brudekjole med en enestående, tidløs stil. Kjolekøb i vintage butikker er en win-win situation.
Vær åben over for ekspedienten i brudekjolebutikken
Hvis du er på kjolekøb og får hjælp af en ekspedient i en brudekjolebutik, så vær ikke tilbageholdende – lad ham eller hende vide akkurat, hvad du leder efter. Vær så ærlig og åben som muligt. Jo mere du fortæller om, hvad du bryder dig om, og hvad du vil undgå, jo lettere vil det være for ekspedienten at finde din drømmekjole.
Husk årstiden
Hvis jeres bryllup skal afholdes i Caribien i august måned, skal du vælge lette stoffer med en luftig stil. Hvis I derimod skal giftes i Boston om vinteren, må kjolen gerne glitre som sne og bestå af tungere, overdådige stoffer som satin eller taft.
Se bort fra de uskrevne regler
På trods af alle de gode råd, du kan få med hensyn til valg af snit, stil og stof, behøver du ikke lytte hverken til os, til ekspedienten eller til din mor. Hvis du vil have en balkjole af taft på til dit strandbryllup eller en moderigtig buksedragt på rådhuset, så gør det – det er dit bryllup.
Vær opmærksom på kjolens overdel
Forhåbentlig er du vild med alle elementer i din brudekjole, men vær opmærksom på, at kjolens overdel vil være synlig på de fleste bryllupsfotos. Det gælder især, når du sidder til bords, og når du danser med de nærmeste. Sørg for, at kjolen sidder behageligt, mens du sidder ned, og at udskæringen sidder optimalt dagen igennem uden justering.
En kjole kan tilpasses af skrædderen – det er dog fortsat den samme kjole
Kjoledesigner Monique Lhuilier siger ”En god syerske kan sagtens foretage små ændringer som at sy stropper på eller at ændre sømmen. En decideret skræddersyning, som ændrer på kjolens indre støtte og struktur, er dog risikabel, dyr og ofte uigenkaldelig. Hvis det ikke udføres præcist, kan kjolen være ødelagt.”
Hvis du ikke elsker den, så bevar roen – kjolen kan reddes
Hvis kjolen ankommer, og du er usikker på, om det er den rette, behøver du ikke kassere den. Saml dine pålidelige rådgivere og tag imod dette råd fra kreativ direktør hos Stone Fox Brude Molly Guy: ”Prøv den med helt andet tilbehør som et nyt bælte, eller tilføj en bolero. Hvis det ikke hjælper, kan en skrædder ændre den markant ved at forkorte den, ændre udskæringen, fjerne ærmerne eller sy ærmer på.”
Spar penge, hvis du får brug for at starte forfra
Hvis du slet ikke kan genfinde de ømme følelser for kjolen, samtidig med at du ikke har råd til at kassere den og starte forfra på et andet kjolekøb, kan du sælge kjolen online. Læg vægt på, at kjolen er helt ny og ubrugt. Stifteren af Encore Bridal (et website til salg af brugte brudekjoler) Julie Jones udtaler ”På den måde kan du genvinde mere end de gennemsnitlige 50% for en brugt kjole, du kan få 60 – 80% af salgsprisen.”
Overvej at indsætte en tournure
Hvis din drømmekjole har et langt slæb, kan du beslutte at få en tournure syet ind i kjolen. Det vil hjælpe dig med at samle slæbet til festen. Du skal dog være opmærksom på, at det vil ændre kjolens udseende bagfra. Sæt dig ind i de forskellige varianter af tournurer for at se, om en af dem passer til din kjole, før du sætter gang i ændringer og tilpasninger.
Beslut på forhånd hvor mange, der må se kjolen
Naturligvis skal din partner ikke se din udvalgte kjole, men hvad med dine venner? Fastlæg en regel, før du sender billeder af din kjole. Hvor mange må se den? Er det kun dine ledsagere til dine aftaler? Er det alle dine gæster? Hvis du ikke lægger dig fast på dette på forhånd, kan du sidenhen føle dig forpligtet til at vise den til alle. Derved mister du noget af magien forbundet med først at vise kjolen frem på den store dag.
Hold kjolen ude af dit hjem
Hvis du bor sammen med din partner, er det særlig vigtigt at undgå, at han eller hun tilfældigvis ser din kjole og ødelægger overraskelsen. Bed en slægtning eller nær ven (måske en du gerne vil ledsages af, når du har kjolen med til aftaler hos skrædderen) om at opbevare kjolen derhjemme forud for den store dag. Hvis den ikke er i dit skab, bliver du heller ikke fristet til at tage den på hver dag før brylluppet.
Slap af og hold op med at lede
Når du har fundet din drømmekjole, skal du holde op med at gå på kjolekøb. Det vil få dig til at blive bims, hvis du bliver ved med at se på kjoler. Din er skøn! Nu kan du glæde dig til at vise den frem for hele verden på den store dag.
Læs flere artikler her:
Trackbacks/Pingbacks